slipsets historie

slipsets historie
ordet slips er af nyere engelsk oprindelse og betyder nedhængende løkke. ellers bruges på de fleste sprog ordet kravat. ordet kravat, ja kravatten selv, så dagens lys på slagmarkerne i frankrig. under trediveårskrigen tjente i 1636 et kroatisk rytterregiment som lejetropper på franskmændenes side mod tyskerne. disse kroater bar lange, hvide kniplingshalsbind, som inden sabeltræfningerne knyttedes i en knude om halsen, måske af praktiske grunde, måske af forfængelighed. de franske officerer tog idéen op og bragte den fra felten hjem til det søde liv ved hoffet, hvor den straks slog an som "une cravate", efter ordet kroat. slipsmoden var skabt.

at mænd dog også tidligere har båret prydelser om halsen, ved vi bl.a. fra horats og seneca, der beskriver romernes "focale", et varmende halsklæde, der dog kun "blev båret af syge og højst frodige og sarte personer". oldtidens mandsdragt var ellers utvivlsomt præget af den nøgne hals, mens dragten også var mere draperet end syet og skåret. op gennem middelalderen er halsen mestendels fri, men under den italienske renæssance, omkring år 1500, ændrer billedet sig. hidtil havde det stridt imod god sæd, at underskjorten syntes under vamsen eller våbenskjorten. nu kommer linnedet frem, trods faderens formaning til sønnen:" at altid skære sin skjorte et godt stykke kortere end sin kjortel, da ingen høvisk mand pyntede sig med hamp eller hør" (kongespejlet 1250). nu kommer skjorten til syne i halsen, linningen ofte forsynet med broderiet og vamsen nedringet. under den tyske renæssance lukkes mandens dragt om halsen, skjorten bliver højere og ses som en kruset strimmel under hagen, under ydertrøjens højere krave. (henrik viii).

med den spanske modes indtog overalt ved europas hoffer i slutningen af 1600-tallet voksede halslinningen sig stadig højere og endte i den kendte pibekrave, der igen voksede sig større, ja så stor som møllehjul, og den vældige lukkede møllestenskrave blev fremherskende. i øvrigt eksisterer den endnu den dag i dag i den danske præstekrave.

baroktiden nærmer sig med svulst og fylde, og dens fader var michelangelos italien. påklædningsmæssigt blev dog dens største udøver solkongen, louis xiv. men endnu i 1600-tallets begyndelse er holland den ledende nation i europa, såvel i den flamske malerkunst som i klædekunst og ikke mindst købmandskunst. den stive spanske holdning er på retur og dermed også pibe- og møllekraverne. først ophører man med pibningen, altså stivelsen, således at den falder blødt ned over skuldrene som en flæse – siden erstattes den af en smallere, enkel linnedkrave, der snart får kniplingsbesætning. med de store, stive kravers bortfald bliver mændenes hår også længere – parykkerne holder deres indtog, kniplingskraverne bliver støre og firkantede og i øvrigt er den dannede påklædning: kravestøvler – kårde og fjerbuskhat. musketerernes fejende tid er inde. og, som tidligere sagt, år 1636 under kroaternes rytterslag skabtes begrebet: la cravate. den første slipsknude så historiens lys. vestens tidligere påsyede blondebort blev nu et selvstændigt klædningsstykke.

i året 1643 besteg ludvig xiv frankrigs trone og i de 72 regeringsår, der fulgte, blev frankrig inspiratoren og skaberen af kunst og kunsthåndværk, en rolle, landet har spillet lige siden. kun for den mandlige klædedragts vedkommende overtog england langt senere førerskabet. solkongens glansfulde hof blev den datidige verdens modecenter. ja, selve ordet mode, "a la mode", stammer fra dette, "le grand" siécle. de første kravatter blev syet udelukkende af fine blondekniplinger, og de fineste sådanne havde længe forfærdigedes i venedig, hovedsagelig til brug for paver, kardinaler og andre af gejstlighedens dignitarers rigt udstyrede messehagler. da efterspørgslen på disse eksklusiviteter øgede enormt med den nye mode, indforskrev ludvig xiv's finansminister colbert et stort antal kniplersker fra venedig og belgien for at undervise franske piger i den ædle kunst. det lykkedes så godt, at solkongen kunne påbyde, at kun de i hjemlandet fremstillede blonder, "points de france", måtte bæres ved hoffet. men tro ikke at moden nu stivnede i sin form under hele denne lange periode, - nej det lå hverken i modens eller gallernes væsen – tværtimod, hvad der var rigtigt i går, bliver gammeldags i morgen. for kravattens del blev slagmarken igen et vendepunkt. i slaget ved steinkirk (steenkerke) den 3. august 1692 blev de franske officerer, anført af marskallen af luxembourg, pludselig beordret til fronten tidligere end beregnet. tiden var knap. at binde sin kravatte var normalt et par timers arbejde – tænk på at forfængelighed dengang var en ligeså højt skattet dyd som mod og tapperhed. nu var gode råd dyre. resolut snurrede de kniplingsspidserne sammen og stak dem hastigt gennem våbenfrakkens knaphuller. voila! en ny mode. steinkirk-kravatten var skabt. dette kalvekrøs, eller jabot, blev nu ved hoffet bundet stramt om halsen, så kniplingerne sprudlede og krusede sig under hagen for i en lang blonde at gå ned over skjortebrystet. at disse kalvekrøs var kostbare, fremgår bl.a. af, at en historiker vil vide, at jacob ii i 1685 betalte over 36 pund for det venetianske kniplingskrøs, han bar ved sin kroning. en pris som dengang modsvarede værdien af – et større landbrug.

med ludvig xiv's død 1715 indtræder regentskabstiden, régencen, for hurtigt at gå over i rokokoen, denne yndefulde tilspidselse af barokkens luner. pudderparykkernes tid er inde, og mandens dragt får stærkt feminine træk. idealet er den sirlige, spinkle og galante kavaler, eksperten på finde sæder og amourøse intriger. man går på maskerade, og i sverige synger bellman sine viser for gustav iii's hof. salonerne bliver på mode, hvor "herrarne stoltserar i salen i vita strumpor och knarkande skor" og iført kalvekrøs – i denne tid ofte med et lille vedhæng, "solitairen", et lille silkebånd, der gik rundt om halsen for at slutte i en sløjfe om den pung, som parykken hårknude dannede i nakken. men pudder og nyopfundne skønhedspletter kunne ikke dække revolutionens glød. allerede inden den brød i brand, under louis seize tiden fra 1770-95, forsvandt rokokodragten langsomt, opblandet som den blev med den nye fra england kommende nyklassiske strømning. den engelske riding-coat bliver på fransk forvansket til redingote, en stramt tilknappet frakke. under denne forsvinder knæbukser, hvide strømper og spændesko til fordel for lange, snævre bukser, sansculottes, og dertil hørende korte ridestøvler. man klæder sig a l'anglaise. ulden har besejret silken i herredragten – åbenbart for evigt. i tyskland skrev goethe, den unge werthers lidelser, og de unge mænd, der ikke begik selvmord efter læsningen, klædte sig der i wertherdragten, der mindede om den engelske riding-coat.

revolutionen 1789 fik kun hovederne til at rulle under guillotinen – ikke kalvekrøsene. selv mænd som robespierre og marat bar stadig de sorte eller hvide kalvekrøs, skønt denne mode var skabt af det hof, de netop fornægtede. man forsøgte at komponere en ny, republikansk mandsdragt, kreeret af revolutionens store maler, davis, men den kom aldrig længere end til papirer. frankrig havde mistet greb om herremoden. i 1792 flygter marie antoinettes modeminister, madame bertin til england.

medens efterrevolutionstiden, directoiren, ventede på sin napoleon, havde tidens idealer ændret sig. trediestand, som til det første nationalforsamlingsmøde var beordret til kun at komme i sort, blev nu toneangivende. med den nye frigjorthed finder borgerskabet, les citoyens, nye og egne veje. kvinderne, de vidunderlige: "les merveilleuses", har kastet korsettet, løftet busten og klædt sig i kødfarvet chemise, mændene derimod har definitivt kastet kalvekrøset, og datidens ungdomsoprør gjordes af de utrolige: "les incroyables". disse unge modehaner, revolutionerende mod den gamle etikette ved at være klædt så uordentligt som muligt. bevæbnet med knortekæp, med langt hængende hår uregerligt ned om ørerne, "a l'oreille de chien", som hundeører – og med hagen næsten skjult i et enormt halsbind, der vikledes mange gange rundt om halsen og sluttede i en knude foran – således så datidens hippies ud. og just disse "utroliges" halsbind vandt indpas på begge sider af kanalen. mens man på spindesiden i frankrig drømte romerske og græske drømme, fandt man i england dette latterligt, og frankrig mistede nu for stedse sin indflydelse på herremoden, hvis centrum blev london i stedet for paris.

den første dandy og modeskaber, der gik over i historien, blev georg bryan brummel. en mand af beskeden herkomst, men med en kunstners flair for elegance. han nød kælenavnet "the beau", den smukke, for sin smagfulde påklædnings skyld. han nød snart prinsen af wales, senere georg iv's højeste gunst og mellem 1800-1816 beherskedes hele det engelske aristokrati af hans smag. man indfandt sig hos ham om morgenen for at få nydelsen af at se ham binde det lange halsbind. han skal have været mester i denne svære kunst, for allerede efter et par timers arbejde sluttede han med just den perfekte, raffinerede knude, der blev dagens mode. brummel siges at have haft over totusinde forskellige halsbind og kastede ofte flere bort under formiddagens øvelser. i øvrigt ledte han moden ind i mere dæmpede og elegante baner. den sorte farve var hans fortrukne og han lærte englænderne, at det ikke var farve og glitter, der gjorde elegancen, men desto mere det enkelte, udsøgte snit – og måden det blev båret på.

1800-tallets begyndelse med herrernes underansigt næsten skjult i disse kæmpe halsbind ændredes hurtigt til lavere bind, hvor flippen nu voksede op under bindet, så snipperne stak frem, ofte højt op ad kinderne, de såkaldte fadermordere. napoleonstiden med sin kejserlige empirestil får ingen væsentlig indflydelse på mandsmoden, og umærkeligt glider vi ind i biedermeiers spidsborgerlige klunkeidyl. stilblandingen er begyndt. herrernes frakker får kortere skøder og bliver til jaket, siden omkring 1820 til jakken vi kender i dag. bukserne, ofte ternede eller stribede, går fra figurnært snit til bredere og lige skæring. høj hat, skorstensrøret, bakkenbarter og diplomatfrakke. da farverne samtidig bliver diskretere, er vi omkring 1860 nær ved nutidens klædedragt. slipset? ja fadermorderne bliver lavere og afløses af den høje, hvide flip, halsbindet er blevet stadig smallere og kortere, og ud af de utallige sløjfevariationer med større eller mindre løkker, kortere eller længere snipper, opstod da i england omkring 1850 bindeslipset. først som færdigbundet under navnet four in hand, senere "selvbinderslipset" under navnet ascots. forskellen var kun, at begge ender var skåret lige af, ikke spidst som nu. i tyskland grundlagdes den første slipsfabrik i 1857 i berlin for fabrikation af "langbinder".

vi er nu inde i den industrielle revolution. hjulene snurrer, skorstene ryger, alt syder under den nye "edisonlampes" skær. verden står ind for sin største demokratiseringsproces. heller ikke kravatten undgår sin skæbne. fra tidligere at have været forbeholdt de privilegeredes kreds og det at binde den var en færdighed, som udvikledes til en kunst – så blev den nu med eet til et udbredt og selvskrevet supplement til den gængse borgerlige klædedragt. endnu er dog jaketten elegancens symbol, og til den bærer han den sølvgrå plastron, omhyggelig bundet og fæstet med en diamant – eller perlenål, - dertil gerne den grå cylinder. den daglige dragt er jakkesæt med bowler eller stråhat og ved højtideligere lejligheder med diplomatfrakke og høj, sort "skorstensrør". trods slipsets fremtog, er sløjfer stadig populære, meget brugt som færdigbundet diplomatsløjfe, i sort lasting, men liebhaverne ville og vil stadig binde selv. butterflyen tonede frem i 1904, netop det år, hvor puccinis opera, madame butterfly, havde sin premiere i paris. hvorvidt sløjfen fik sit navn til ære for puccini – eller kun på grund af sin sommerfuglagtige form, vil vedblive at være et uløst historisk problem. slipsfabrikker leverede nu færdigt eller maskinbundet, hvad tidligere knyttedes kunstfærdigt for hånden. dette syntes nogle var en skam, og de færdigbundne slips, regattes såkaldede, fik øgenavnet "humbugs". de fæstedes til flippen enten ved et bånd med elastik omkring halsen eller siddende på en halvmåne af pap, påhæftet kraveknappen. sågar den hvide kjolesløjfe, såvel som den sorte kunstnersløjfe, leveredes færdige. i dette surrogatets tidehverv op til 1910 eller -20, kan det heller ikke undre, at klipfisken dukkede op, ikke kun på bordet, men også om halsen. dette stive, forlorne kravebryst blev hæftet på den stive, nu dobbelte nedfaldsflip, fæstet med for- og bagkraveknap. manchetterne er løse og stive, ofte af pap.

natursilken var det eneste brugbare materiale og regnes stadig som det fornemste. tyskerne var de største eksportører, og hovedstæderne for øvrig produktion blev de pladser, hvor man havde en gammel, nedarvet vævetradition, dengang ofte i hjemmene på håndvævestolene. det var krefeld, uden for düsseldorf, lyon, wien, como og zürich. disse byer var indtil for nylig slipsstofvævningens centre. en stor del af æren for slipsstoffernes og i øvrigt også kjolestoffernes tekniske udvikling må tilskrives en vis monsieur jacquard, en franskmand som i 1808 havde opfundet en væveteknik, hvis principper selv i dag er fremherskende. nu blev det muligt, foruden de tidligere prikker og striber, at væve en mængde fantasimønstre – tyrkiske, persiske, motivmønstre, skotskternede, alle slags striber og småmønstrede, paisleys eller såkaldte jacquardmønstre – samt blandingsvariationer af alle disse. og det på de forskelligste grundbindinger, såsom reps, serge, ottoman, satin, royal, natté, regence, gaze mv. kort sagt en eksplosionsagtig udvikling i teknikken muliggjorde slipsets gennembrud, og gennem sin rigdom i motiver, farver og materialer gjorde slipset til en virkelig modevare – hvor tidligere halsprydelser oftest havde været i sort eller hvidt, i hvert fald ensfarvet.

første verdenskrig afskar mange lande fra den tyske import, og dette førte til oprettelsen af egne fabrikker. i sverige havde man startet allerede i 80'erne, men i danmark grundlagedes den første specialfabrik for slips, søren skifter a/s, den 15. september 1919. efter krigen gav tilkomsten af den billigere kunstsilke af rayonfibre industrien et nyt og kraftigt opsving. nu fik enhver råd til at købe sig et nyt slips oftere. et "ægte bembergsilke" var fint dengang. funktionalismens tidsalder op til anden verdenskrig førte ingen større ændringer med sig for slipsets vedkommende, men vel for herrernes habitter. den færdige konfektion, "stanghabitterne", holdt sit indtog. "pludderbukser" og butterfly var dengang, hvad jeans og maokrave var senere. den løse flip og de løse manchetter bliver begge faste samtidig som gamacherne forsvinder. under anden verdenskrig, hvor importen af råstoffer delvis lammes, klarer man sig med " de forhåndenværende søms princip" og mange mærkelige materialer sås på tilskærerskens bord.

efterkrigstidens vareknaphed og "military look" afløstes for slipsmodens del i 50'erne af et virkeligt sidespring, nemlig de usa-inspirerede, trykte rædsler, hvor hawaii-piger, motorcykler, fodboldspillere og cowboys konkurrerede om at svinge, drøne, drible eller galopere henover det ca. 15 cm brede slips' forside.

en særlig omtale fortjener her de i england lancerede regiments- og skoleslips samt klubslips. disse stribede slips havde fra begyndelsen heraldisk oprindelse. man komponerede farverne fra våbenskjold over på stof, og da man i tidernes morgen kun havde skaftevæve – blev de symbolske farver for fanen eller for landskabet – måske for den adelige familie, som mæcenerede skolen – sammensat i smagfulde striber, således at man også uden uniform kunne genkende og vedkende sig det fællesskab, hvori man havde sin andel. næsten alle britiske regimenter har eget regimentsslips, ligesom der også er fællesslips for samme våbenart, f.eks. r.a.f., som endda har en raf-tie club. skoleslipset i dets højeste karat, anses at være fra eton college eller harrows.

nu kan man jo ikke patentere en bestemt stribe eller farve – derfor forstår man englændernes rædsel, da de efter krigen igen rejste ud i europa og fandt, at flere franskmænd, italienere, tyskere og skandinaver skiltede med at have været opdraget på eton, kæmpet i the battle of britain under r.a.f. og pensioneret i the reform club end der nogensinde havde været englændere. således skabte slipset nogle internationale misforståelser, men sikkert også mange venskaber.

i slutningen af 50'erne kommer igen en vending på slipsfronten. natursilken var da allerede næsten forsvundet, og en forbedret kunstsilke, rhodia, dominerede. men nu blev polyesterfibrene opfundet. først det engelske terylene, siden det tyske trevira. disse nye fibre var uhyre velegnede til slipsets særlige krav og erobrede helt og holdent markedet fra kunstsilken, der i dag er forsvundet. til ydre form har slipset mest varieret i bredde og materiale. i midten af 50'erne var ulden utrolig populær, i slutningen kom kunstsilken tilbage i popularitet sammen med polyesteren i meget smalle, paspoile- eller linialslips i ca. 4 cm bredde. begyndelsen af 60'erne foretrak motivslipset, eller under-knot, med sit lille diskrete mønster under knuden, mens bredden øgedes til ca. 6 cm. fra 1965 sås mange twin-set, slips og lommetørklæde, og de holdt sin popularitet længe i bredder mellem 6½-7½ cm.

som det forhåbentligt er fremgået af ovenstående vandring i halsprydelsernes spor gennem tiderne, har manden altid ønsket at smykke sin hals under de forskelligste former – for som horats sagde allerede før kristi: delectat variato. og forandring vil vedblive at fryde. for hvormed kan manden vel bedre, til rimelig pris, variere og forskønne sin klædedragt end just gennem slipset? og fordi forfængelighed er en dyd, også for manden, trods visse intellektuelles dystre profetier om sæk og aske.

som nævnt startede for halvfems år siden manufakturmedhjælperen søren skifter senior slipshåndværket i danmark, og det er til minde om denne pionérindsats, dette lille essay om slipsets historie er skrevet af 2. generation, gorm søren skifter i september 1969, altså til firmaet søren skifter a/s' 50 års jubilæum.

i anledningen af firmaet søren skifter a/s' 90 års jubilæum i 2009, har jeg valgt, at bringe denne essay om slipsets historie – i uredigeret stand – som tak for- og til minde om min fars – og hans brors pligtopfyldende og utrættelige indsats gennem et helt arbejdsliv, for at køre firmaet videre.

søren skifter, 3. generation